I digtets evige, unge alabast

Jeg sitter i sengen min denne mørke novembernatten. Føler på roen og harmonien som har sneket seg innover meg. Hører regnet plaske mot vindusruten.

Har lyst til å dele en del av det vakreste diktet jeg vet om.

Dig vil jeg ømt i rytmer nagle fast
Dig vil jeg dypt og blivende bevare
i digtets evige, unge alabast!
Du solbevægede sværmerske! Med panden
pikelig vendt mod kveldens bleke guld,
vender du mildt en himmel mot en annen,
likesaa lys og øm og løndomsfuld!
Gjerne ga jeg min verdens vers tilhope,
hadde jeg magt til ét: at hugge ind
i mindets trodsige sten en myk metope
over dit vare, omridsømme sind!